fredag den 15. juni 2012

Google Apps

Alle undervisere og elever på skolerne i Vejle kommune har nu via deres UNI-login adgang til Google Apps.
UNI-login har i denne sammenhæng formen skolekomnavn@apps.vejle.dk. 

Google Apps er en cloudbaseret platform, hvor brugeren har adgang til en række applikationer.

Med Google Apps ligger det hele i skyen, så elevernes produktioner altid kan ske fra en hvilken som helst computer, der har adgang til internettet. Google Apps er første skidt mod Skolen i skyen, hvor de funktioner, vi alle kender fra Office, nu er tilgængelige online.



Når man er logget ind via browseren Chrome og www.google.dk, finder man under menupunkt Dokumenter Googles kontorprogrammer: Dokument, Præsentation, Regneark, Formular og Tegning.
Menupunktet Dokumenter kommer i nærmeste fremtid til at hedde Google Drev.

Fælles for programmerne er, at de produkter, man arbejder med, gemmes løbende og automatisk og at man kan dele sine produkter med alle andre på Vejle kommunes skoler.

Ved delingen kan andre gives tilladelse til selv at redigere, til at kommentere eller til blot at se dokumentet. I en revisionsoversigt kan man se alle de ændringer, et dokument har undergået. Ligeledes kan man se, hvem der har lavet ændringerne og vende tilbage til en tidligere udgave af dokumentet.

Til tekstbehandlingsprogrammet Dokument kan uploades filer fra Microsoft Office, som man kan arbejde videre med i Googles Dokument.
Dokumenter, der er udarbejdede i Dokument, kan downloades til ens computer i forskellige formater såsom .doc, .pdf, .rtf eller som websider i .html.

Et færdigt dokumenter kan også lægges frem som en hjemmeside med en Google url.

Samme udvekslingsmuligheder ligger i Regneark, hvor ens produkt kan downloades til Excel (Officepakken), som .pdf og som .csv.
Fra Microsofts regnearksprogram Excel kan ligeledes uploades regneark til Google Apps, om end excelark med mange faneblade og formler iflg. blogindlæg på Internettet giver problemer.

Programmet Formular er et program til at lave spørgeark i forskellige formater, bl.a som multiplechoice.

Når man er logget på Google Apps, har man også adgang til en kalenderfunktion, som kan synkroniseres med ens private.
Der er desuden en e-mailfunktion (Gmail), hvorfra man som underviser kan sende mails til hele klasser ad gangen og til kolleger, men også til brugere udenfor den lukkede skolegruppe.

Endelig er der i Google Apps også mulighed for at lave websites, både fra bunden af, men også ved at anvende forskellige skabeloner.

Lærere har også adgang til Google+, en pendant til Facebook, men hvor der også er mulighed for at lave ´hangouts´ med ens kolleger.

Google Apps udvikles løbende og vil få flere og flere funktionaliteter. Denne skoleversion har ingen reklamer.

1 kommentar:

  1. Har I haft et ekstern firma til at hjælpe med implementeringen? Hvordan kan det være at I valgte google fremfor office365?

    SvarSlet