fredag den 31. august 2012

Line Sofie Krogh - ny praktikant i Uddannelse & Læring


Jeg er startet som praktikant i Uddannelse & Læring d.13. august, og jeg skal være her indtil sidst i december. 

De sidste fire år har jeg læst Medievidenskab på Aarhus Universitet, hvor jeg også har haft det, man så smukt kalder tværfaglig supplering, i form af et år på Informationsvidenskab. 
Mit interessefelt er derfor spændt ud mellem kommunikation, medier og it, men det er især kommunikation gennem (sociale) medier, der mest fanger min interesse. Det vil sige spørgsmål som; hvordan bruger vi medier til at kommunikere og lære med, hvordan formes vores kommunikation og opfattelse(sevne) af medierne samt en bredere forståelse af, hvad medier er, og hvordan man kan bruge dem i forskellige sammenhænge.

Mens jeg er i praktik i Uddannelse & Læring kommer jeg blandt andet til at have med vores Learning Lab at gøre. Det er blandt andet mig, man kan kontakte, hvis man gerne vil booke Learning Lab, eller hvis man vil deltage i efterårets oplæg – som i øvrigt snart vil blive offentliggjort under ’Learning Lab’ her på bloggen. Jeg kan kontaktes på lisok@vejle.dk.
Udover Learning Lab kommer jeg også til at beskæftige mig med andre aspekter af Vejle Digitale Skoler og digitalisering.

På et knap så fagligt plan er jeg 23 år gammel og bor til daglig i et rækkehus i en lille by, Trige, udenfor Aarhus sammen med min kæreste og tre søde katte. Når jeg ikke studerer eller er i praktik beskæftiger jeg mig med alt hvad der rør sig indenfor social media og så er jeg begyndt at kigge lidt på affiliate marketing og SEO (Search Engine Optimization). Apropos sociale medier kan du selvfølgelig finde mig på +Line Sofie Krogh (Google+) og på www.facebook.com/linesofiekrogh.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar