tirsdag den 12. februar 2013

På vej mod et universitet i Vejle?


Pressemeddelelse fra Vejle Kommune sendt kl. 12:46 tirsdag d. 12. februar 2013



På vej mod et universitet i Vejle. Universitet og kommune udbyder mastermodul

Vejle Kommune, nærmere bestemt Uddannelse & Læring, udbyder i samarbejde med Aalborg Universitet nu et mastermodul målrettet kommunens folkeskolelærere.

Det er første gang at der i Vejle Kommune-regi udbydes universitetsundervisning på højeste niveau. Undervisningen, som er et led i masteruddannelsen IKT og Læring, starter på mandag d. 18. februar, kl. 10.00. Pressen inviteres til åbningen hvor udvalgsformand Dan Skjerning (A) taler.

Faget der udbydes hedder ”IKT, didaktisk design og dansk”, og er et såkaldt særligt tilrettelagt modul. Det skal styrke lærernes evne til at bruge IT i danskundervisningen.

På vej mod universitet i Vejle?

”Faget understøtter Vejle kommunes strategi ”Den Digitale Skole”, fortæller formand for Børne- og Familieudvalget, Dan Skjerning (A). ”I Vejle Kommune ønsker vi at styrke lærernes evne til at løfte undervisningen i folkeskolen digitalt. Vi har en ambitiøs digitaliseringsstrategi, og ved at hente dette universitetsfag til byen, får kommunens lærere mulighed for at dygtiggøre sig, helt tæt på deres daglige praksis.”

”Det har været et længere værende ønske at få et universitet her til byen. Der er vi ikke helt endnu, men vi er et skridt på vejen”, siger Dan Skjerning, som glæder sig over, at det er lykkedes at få et universitetsfag til Vejle. I fremtiden er der planer om at udbyde flere moduler der retter sig mod folkeskolens lærere, bl.a. i inklusion, matematik, naturfag og fremmedsprog.

Mads Bo-Kristensen, chefkonsulent i kommunen, har stået for kontakten til Aalborg Universitet. Han fremhæver betydningen af, at en stor kommune som Vejle etablerer tætte samarbejder med universiteter: ”Vejle Kommune har et rigtig godt samarbejde med Aalborg Universitet, der er blandt de førende indenfor forskning og uddannelse i IT i grundskolen. En model med universitetsundervisning i Vejle med tilhørende online studier vil man komme til at se mere af – også indenfor andre områder i Vejle kommune. Der er pt. gang i sonderinger af potentialerne i kommunen. En realisering af disse potentialer vil kunne gøre Vejle til ’universitetsby’ i en spændende og perspektivrig blanding af fysiske og online (eller virtuelle) aktiviteter” slutter Mads Bo-Kristensen.

Undervisningen foregår dels i Learning Lab (i kommunens administrationsbygning, Skolegade 1) dels via online undervisning.

Kontaktinformation:
Mads Bo-Kristensen, chefkonsulent i Uddannelse & Læring, mail: madbo@vejle.dk og tlf.: 4111 1619
Dan Skjerning (A), formand for Børne- og familieudvalget, Vejle Kommune, mail: daskj@vejle.dk og tlf.: 4043 9565

Direkte link til pressemeddelelsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar