torsdag den 30. maj 2013

Book mobiltelefoner til næste skoleår

Har din skole lyst til at prøve at bruge smartphones i undervisningen eller synes I det var en oplevelse, der er værd at gentage, så kan I nå det endnu!

Der kan lånes enten et sæt på 30 HTC Wildfire S eller et sæt 29 HTC Legend mobiltelefoner. 
På telefonerne er følgende apps allerede installeret:

Husk
at det er gratis at låne et sæt smartphones.

Du skal kontakte Randi Majgård Høgh hos VIFIN, hvis du er interesseret.


tirsdag den 28. maj 2013

It-løsninger for ordblinde

Tirsdag d. 28. maj, kl. 14-16 holdt Niels Esmann fra Bredagerskolen workshop for 22 deltagere, der havde taget deres iPad med.

Niels Esmann i Learning Lab

På Bredagerskolen i Jelling har de virkeligt gode erfaringer med iPads som støtteværktøj til læsesvage elever. Erfaringerne er så gode, at skolen nu vil overføre nogle af elementerne til elever med andre vanskeligheder (inkluderede elever). Niels Esmann gav på workshoppen et indblik i den løsning og didaktik, som de på Bredagerskolen har valgt at stille til rådighed for disse elever. Se mere her

Se flere billeder fra workshoppen. Klik her

mandag den 27. maj 2013

Rapport: iPads i en skole i bevægelse

Se forskningsrapporten iPads i en skole i bevægelse: Mine første 100 dage med iPad. Klik her 


Læs også interview med Lektor Bente Meyer og skoleleder Henrik Havnsgaard Christensen på Folkeskolen.dk: 100 dage med iPads ophæver skel mellem 7. klasse-elever. 

tirsdag den 21. maj 2013

Syddansk Universitet i Vejle

Den 14. maj 2013 besøgte studerende fra Syddansk Universitet Videncenter for Integration (VIFIN). Formålet var at etablere dialog mellem VIFIN og uddannelsen Interkulturel pædagogik. Mere konkret var målet med besøget at høre om udviklingsprojekter på VIFIN som kunne inspirere de studerendes egne projekter. 

Thomas Kryger Hansen fortæller om DanskSimulatoren

De studerende har aktuelt faget Udtryksformer, hvor de til eksamen skal designe et projekt. Projektet skal være et udkast til hvordan forskellige særkulturelle udtryksformer vil kunne mødes, integreres og befrugte hinanden i relation til en konkret situation, hvor der skal samarbejdes pædagogisk på tværs af kulturelle forskelle. De studerende præsenterede deres projektidéer, hvoraf flere havde spændende nye tematiseringer og digitale udtryk. Under besøget hørte de studerende bl.a. om VIFINs udvikling af DanskSimulatoren, og de fik også respons på deres projektideer. 

I besøget deltog de studerendes underviser, NikolajFrydensbjerg Elf, lektor, Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet.

fredag den 17. maj 2013

Oplev fremtidens naturfag!

Tirsdag d.4. juni kan du opleve fremtidens naturfag på egen krop, når EduTechNet i samarbejde med Universe og House of Science slår dørene op til en dag med masser af hands-on oplevelser af fremtidens naturfag.


Arrangementet afholdes i House of Science i Nordborg. Skynd dig at tilmelde dig - der er kun 40 pladser ialt! Tilmeld dig og læs programmer for dagen her.

onsdag den 15. maj 2013

Se eller gense webinar om BYOD

Se eller gense webinaret om Bring Your Own Device (BYOD) på Mølholm Skole fra 15. maj kl. 14 - 15. Hør skoleleder Kristian Pedersen fortælle om muligheder og udfordringer i BYOD, som Mølholm har praktiseret i overbygningen siden august 2012. Det er Mølholms strategi at fortsætte længere nedad i klassetrin med BYOD. Hør hvorfor. Klik på billedet og se optagelsen af webinaret.

Skoleleder Kristian Pedersens webinar om BYOD  - Klik på billedet

Hvis du vil downloade Kristian Pedersens PowerPoint, kan du hente den her 

lørdag den 11. maj 2013

To praktikanter i efteråret 2013

Dette opslag henvender sig universitetsstuderende.

Vejle Kommune søger to praktikanter til Uddannelse & Læring til efteråret 2013
- Stilling 1: Fokus på Den Digitale Skole og digitale læremidler
- Stilling 2: Fokus på PR, kommunikation og sociale medier.

Stilling 1: Den Digitale Skole
Som praktikant vil du komme til at arbejde med Uddannelse & Lærings særlige fokusområde ”Den Digitale Skole 2011-15”. Vi er godt henne i forløbet. Se strategien og konkrete initiativer på siden Vejle Digitale Skoler (www.vejledigitaleskoler.net)

Du vil blive en del af det team, der arbejder med realiseringen af visionerne i strategien ”Den Digitale Skole 2011-15”. Der vil i efteråret 2013 blive sat ekstra fokus på digitale læremidler og det pædagogiske personales kompetenceudvikling ude på skolerne. Du vil få mulighed for at sætte dit præg på Den Digitale Skole i Vejle Kommune, f.eks. gennem praktikopgave el. lign.

Du vil bl.a. komme til at arbejde med:

  • Udvikling og implementering af strategien for kompetenceudvikling
  • Koordinering af aktiviteter i Learning Lab for lærere, pædagoger, ledere og elever.
  • Formidling af viden om digitale læremidler, bl.a. via www.vejledigitaleskoler.net
  • Status på strategien Den Digitale Skole 2011-15
  • Samarbejde med Uddannelse & Lærings praktikant indenfor ”Kommunikation og sociale medier”


Stilling 2: Kommunikation og sociale medier

Som praktikant med fokus på kommunikation og sociale medier vil du komme til at arbejde med Uddannelse & Lærings kommunikationsindsats på diverse platforme. Nyhedsbreve, hjemmesider og sociale medier bliver noget af det, du kommer til at beskæftige dig med.

Særligt indenfor de sociale medier ønsker vi at styrke vores kommunikationsindsats. Det betyder, at vi meget gerne ser du har kompetencer i den retning. I den forbindelse kommer brug af video til at spille en stor rolle. Så har du kendskab til og erfaring med at lave videoer er det et ekstra plus.

Herudover kommer du til at bidrage til udarbejdelsen af en kommunikationsstrategi for afdelingen, hvilket betyder at du meget gerne må have teoretisk og praktisk viden omkring dette.

Du vil bl.a. komme til at arbejde med

  • Kommunikationsstrategi
  • Pressemeddelelser
  • Sociale medier
  • Tekster til web og nyhedsbreve
  • Pressemeddelelser
  • Udarbejdelse af powerpointpræsentationer
  • Medieoversigt

Gældende for begge praktikstillinger

Uddannelsesbaggrund

Til daglig læser du sikkert et fag med medier, digitalisering og/eller kommunikation som bærende elementer, men det er ikke et krav. Det kan også være du er i gang med en samfundsvidenskabelig uddannelse.
Du er formentlig lige blevet bachelor eller skal til at skrive speciale.

Udover mulighed for at omsætte din teoretiske viden i praksis vil du gennem dit praktikophold kunne udvikle et netværk i kommunen, som du fx kan bruge i forbindelse med opgaveskrivning o.l.
Praktiske forhold

Du får udbetalt økonomisk kompensation. Beløbet er ca. 2500 kr. pr. måned.
Arbejdstiden er på 37 timer pr. uge.

Udgifter til transport kan trækkes fra i henhold til gældende lovgivning.

Vi forventer, at praktikperioden er fra 1. september til ultimo december eller efter aftale. Ønsker du at følge et seminar ved siden af praktikperioden, eller vil du gerne have enkelte hjemmearbejdsdage, finder vi også ud af det.

Du vil i hele praktikperioden være tilknyttet en mentor, der er en fastansat konsulent, som du kan stille spørgsmål til omkring praktiske og faglige problemstillinger.

Om Uddannelse & Læring
Uddannelse & Læring er organisatorisk placeret i Vejle kommunes Børne- og ungeforvaltning. Afdelingen har ansvaret for Vejle Kommunes skolevæsen, samt en række andre opgaver som Sprogcenter, CSV (Center for Specialundervisning for Voksne), Videnscenter for Integration og Netværkslokomotivet.
Ansøgningsfrist

Er du interesseret og har du lyst til at prøve noget nyt og spændende, så send en ansøgning vedlagt CV og eksamensudskrifter til Analyse- og kommunikationsmedarbejder Michael Eriksen,micer@vejle.dk senest mandag d. 3. juni kl. 12.

Vi forventer at afholde samtaler til de to praktikstillinger mandag d. 17. og tirsdag d. 18. juni.

tirsdag den 7. maj 2013

HUSK: GeogebraDAG 23. maj


Så er program og tilmelding klar. Klik her

Fremtidens matematik og fremtidens matematikundervisning vil være flettet sammen med den teknologiske udvikling. Men hvilke veje går matematikken og matematikundervisningen?

Det er et spørgsmål, som Netværket Dansk Geogebra Institut stiller på en dag med oplæg og workshops på Kollerup Skole. 


Kollerup Skole ligger i naturskønne omgivelser


Tid
23. maj. Kl. 12 - 16 Tilmedlingsfrist
16. maj

Pris 300,00 kr Sted Kollerup Skole, Vejle Kommune Målgrupper:
Matematiklærere, matematikvejledere (faglige vejledere), skoleledere, gymnasielærere Oplæg
Professor Steen Markovsen, DTU: “Fremtidens matematik og fremtidens matematikundervisning”
Rikke Teglskov: "Hvordan kan Geogebra være med til at udvikle morgendagens samfundsborgere?" Program og tilmelding. 
Klik her

Geogebra Netværket Vil du vide mere om Netværket Dansk Geogebra Institut så kontakt Lektor Morten Misfeldt, Forskningslab i It og Læringsdesign, AAU. 

Alle er velkomne - men husk at tilmelde jer.

torsdag den 2. maj 2013

"Mine første 100 dage med iPad" - NY DATO


NY DATO: Forskningsresultaterne præsenteres 24. maj kl. 10.30 - 14 på Vejle Midtbyskole, Strandgade 2. Hent programmet, hvor du også finder oplysninger om tilmelding. Hvis du har tilmeldt dig den først udmeldte dato FØR LOCKOUTEN, skal du ikke gøre det igen.



Kom og hør om forskningsresultaterne – mød forskeren, eleverne, lærerne og ledelsen. Vejle Midtby Skole, Uddannelse & Læring i Vejle Kommune og Aalborg Universitet har samarbejdet om at undersøge elever og læreres brug af iPads til læring og undervisning. Hvordan er de første 100 dage gået? Hvad viser forskningen? Hvad siger eleverne, lærerne og ledelsen? Forskningen har hovedsageligt haft fokus på, hvordan iPads kan medvirke til at støtte forskellige elevers læring med henblik på inklusion og undervisningsdifferentiering i skolen.

onsdag den 1. maj 2013

Det Mobile Vejle 19. juni


Netværksmødet 19. juni i Det Mobile Vejle bliver  holdt på Green Tech Center - Smart Grid Living Lab. Der vil komme mere information ud om mødet. Netværksmødet har - som alle møder i 2013 - hovedoverskriften "Smart City".


Læs mere på Det Mobile Vejles blog. Bemærk, at der her er potentialer for ny viden og nye muligheder for netværksdannelser på scienceområdet.