tirsdag den 1. oktober 2013

Computerspil som formidler af historie

På Vinding Skole var historiebøgerne i sidste uge skiftet ud med computerspillet Civilisation. Her spillede 9. Klasse, med historielæreren Jimmy Rasmussen i Spidsen, det klassiske computerspil, som handler om verdensherredømme og om historiens finurlige udvikling. Opbyg din civilisation. Udvikl den. Byg storslåede bygningsværker. Indgå alliancer med naboer - og bekrig genstridige fjender. Nogenlunde sådan forløb historieundervisningen på Vinding Skole i sidste uge, hvor historielærer Jimmy Rasmussens underviste på en anden måde, til elevernes store begejstring.

Lærer Jimmy Rasmussen:
"Ved at spille et spil som Civilisation får eleverne en fængende introduktion til verdenshistorien i fugleperspektiv. De lærer om de forskellige civilisationer som de udvikler sig i spillet, og løbende kan vi så stoppe op, og sammenligne med, hvordan tingene udviklede sig i virkeligheden. Inkariget gik til grunde i 1500-tallet, men i computerversionen af verdenshistorien er dette ikke nødvendigvis tilfældet.
Det giver eleverne en god fornemmelse for, at verdenshistorien ikke behøver at se ud som den gør i dag, men relativt nemt kunne have set anderledes ud, havde begivenhederne udviklet sig anderledes."

Skoleleder Karen Buhl Joannsen:
"Vi prøver jo hele tiden på at udvikle måden vi bedriver undervisning på her på skolen. Hvis vi kan levere en ligeså god, kvalitativ undervisning ved at tænke nyt, og gå nye veje, gør vi det gerne. Man kan jo se på eleverne at de bliver fænget af det her. Engagementet og interessen stiger, og det er jo dejligt, og i sidste ende giver det eleverne en større forståelse for - i dette tilfælde - verdenshistoriens lange linjer."

P4 har lavet en lille radio-raportage, der kan høres på dette link. Snakken falder på Vinding Skole efter cirka 1 time og 8 minutter (der kan spoles i programmet øverst på siden).

Reportagen findes også i kort form via dr.dk

1 kommentar:

  1. Det lyder virkelig interessant! Vi mangler ofte forløb til at give denne forståelse for historiens forløb... fedt!

    Dog kan jeg se et problem i den tid det tager at gennemføre forløbet... For det er interessant det indblik det giver, men tager det ikke rigtig mange timer at få det indblik?

    SvarSlet