onsdag den 13. november 2013

Nyt forskningsprojekt gør danske skolebørn til fremtidens digitale designere

Elever fra Nova Skolen, Ungdomscenter Vejle og Kirkebakkeskolen er med. Det samme er elever fra Århus og Silkeborg Kommune. 

De er allerede flittige digitale brugere, men med en bevilling fra Industriens Fond på tre millioner skal et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet også gøre de danske skoleelever til digitale udviklere ved at give dem et indgående kendskab til den digitale innovationsproces. Projektets brugerdrevne tilgang har allerede skabt international interesse og resulteret i et samarbejde med Standford University.


Lærere, elever og forskere går sammen om fabrikation af ny teknologi
i det danske forskningsbidrag til videreudviklingen af FabLab@School.


Forskningsprojektet hedder FabLab@School og tager udgangspunkt i et forskningsinitiativ, der er udviklet af Stanford University, hvor børn arbejder med nye digitale teknologier. FabLab@School er allerede etableret i Rusland, Thailand, Tyskland og USA, og nu kommer de også på de danske skoleskemaer. Med bevillingen fra Industriens Fond skal danske forskere udvikle det eksisterende FabLab@School koncept ud fra en skandinavisk forståelse for design og innovationsprocesser. Her får skolebørn viden om hele designprocessen fra idéudvikling til det endelige design af digitale teknologier. En viden, som på sigt vil styrke hele den internationale forskning i udviklingen af børns digitale kompetencer.

Mads Lebech, der er administrerende direktør for Industriens Fond, forklarer, hvorfor de har valgt at støtte forskningsprojektet:

"Unge i dag skal ikke blot kunne mestre digitale værktøjer, men også forstå brugen af dem for at begå sig på fremtidens arbejdsmarked. Og med et FabLab@School tilpasset nordiske forhold og forståelse, vil man kunne lære danske skoleelever at tænke og agere innovativt på samfundsmæssige udfordringer og deltage aktivt i arbejdsfællesskaber. Vi ved fra andre af Industriens Fonds projekter, at arbejdet med at pirre børn og unges nyskgerrighed inden for teknologi og naturvidenskab bærer frugt. I det lange løb vil det medvirke til at fremhæve Danmarks kompetencer inden for designteknologi og innovation."

Professor og projektleder Ole Sejer Iversen siger om Projektet:

"Det danske forskningsprojekt har fokus på at udvikle børns digitale kompetencer ved at give dem mulighed for at få hænderne i nye teknologier og samtidig træne dem i design og innovation i børnehøjde. En iPhone er et godt eksempel på en teknologi, som i dag rammesætter børnenes liv. Den tillægger dem vaner og influerer på den måde, som børn leger og lærer på. Ved at give børnene indsigt i design og teknologi kan børnene være mere kritiske og måske endda innovative i deres anvendelse af mobilens muligheder. Et dybt kendskab til digital teknologi og digital innovation er en vigtig forudsætning for børn - både i deres private liv og på fremtidens arbejdsmarked."

Læse mere om forskningsprojektet FabLab@School her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar