fredag den 6. december 2013

Erfaringer fra eTwinning konferencen i Billund

Vi har tidligere fortalt, hvordan Bredsten-Gadbjerg og Hældager Skolen bruger Lego Mindstorm som del af et eTwinning projekt. Projektet går overordnet ud på at parre skoler på tværs af Europa, så de kan dele viden og lære af hinanden.

I den regi blev der for nyligt afholdt en konference i Billund (20. til 23. november), hvor ca. 120 skolefolk deltog i en "Pædagogisk Udviklingsworkshop". Du kan se programmet for dagene her (husk at zoome).

Læs om eTwinning vha. Lego Mindstorm på Bredsten-Gadbjerg og Hældager skolen her

Til konferencen deltog bl.a. Bredsten-Gadbjergs Pædagogiske leder Thomas Toudal Jørgensen. Vi bad ham fortælle lidt om konferencens indhold ud fra 3 spørgsmål.

Hvad gik arrangementet i Billund ud på? Og hvad kunne man opleve over de tre dage? 
Overordnet set gik arrangementet ud på at finde partnere og få inspiration af hinanden. eTwinning er et samarbejde mellem skoler i hele EU, og man laver disse arrangementer én gang om året og det går på skift mellem de forskellige nationer.
Det vi oplevede i løbet af de tre dage var forskellige workshops der omhandlede science. Mit Lego Mindstorms var bare en lille del af det samlede billede. Der var keynotespeakers fra Boston, Irland og Danmark, og alle havde et øje på science og innovation ift. undervisning. Det var tre rigtig gode dage med stor mulighed for netværkdannelse.

 
Deltagere på Thomas Toudal Jørgensens Lego Mindstorm workshop

Hvad fik du med hjem i bagagen? Personligt - Fagligt? 
Det jeg personligt fik med hjem var, at det er vigtigt at springe ud i det. Der er ting vi som lærere ikke har stor viden omkring, men hvis vi er okay med ikke at vide det hele, ligger der et fantastisk land at udforske. Fagligt var der et stort fokus på innovation i undervisningen og hvordan man skaber en nysgerrighed hos eleverne.
Personligt blev jeg bekræftet i mit ønske om at gå på opdagelse sammen med eleverne – vi skal turde at springe ud i det! Jeg fik også en god dialog med lærere fra andre lande, og deres erfaring med undervisning og læring blandt eleverne. Jeg blev også bekræftet i, at de problemer vi sidder med i den danske folkeskole, er de samme problemer alle andre lærere har rundt om i EU.

Hvilke udfordringer bød din egen præsentation torsdag og fredag på? Og hvordan oplevede du dét at tale engelsk til en forsamling?
Udfordringen lå, for mit vedkommende, at få min oplevelse med robotter formidlet på en måde og på et engelsk alle kunne forstå. Der var også praktiske problemer. Der var så mange, der tilmeldte sig mine hold, at jeg ikke havde nok robotter med. Det havde været rart at vide et deltagerantal på forhånd, men det var ikke muligt.
Men undervisning på engelsk var ikke noget problem, det kom meget naturligt for mig – der var kun lige nogle fagudtryk, som drillede fx hvad hedder kommune lige på engelsk, det havde jeg ikke slået op i en ordbog.
Men alt i alt var det en meget god oplevelse jeg ikke ville have været foruden.
 
Undervisningsministeriet har ligeledes lavet en artikel om konferencen, se den her
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar