mandag den 26. maj 2014

Grejsdal skole indretter samfund

Hele Danmark er som det første land i verden, tilgængeligt i 3D i computerspillet Minecraft. Et spil som er populært blandt børn i skolealderen. Det er derfor oplagt at bruge det nye kort i forbindelse med læring i skolen. Grejsdal skole er i fuld gang med Minecraft. 


Skoleelever kan blandt andet træne rumlig forståelse i matematik og opføre kunstværker og bygninger i billedkunst. Det gør de allerede på Grejsdalen Skole. Viceskoleleder, Thomas Østerlund Mortensen har tidligere introduceret spillet for lærere og elever ved et arrangement i Learning Lab. Vi har spurgt ham om, hvor skolen er i forhold til Minecraft og hvad hans tanker er om, at Danmark nu er tilgængelig i 3D.

På Grejsdalen skole bruger de Minecraft i både dansk, engelsk, matematik og i kreative fag. Som eksempel på hvordan, hiver Thomas et praktisk eksempel frem fra engelskundervisningen:

- Vi fik nogle elever til at agere hjælpelærere. De hjalp os [lærerne] med at sætte en bane op, som eleverne skulle igennem. Herefter skulle de sidde på to forskellige lokaliteter og kommunikere med hinanden på engelsk over skype.  Der var én, der styrede byggepladsen ud fra en tegning, og så var der to, som bevægede sig rundt for at bygge. Det fik eleverne til at tale rigtig meget engelsk – meget mere end i en almindelig engelsktime.

Dette er blot ét ud af mange eksempler på, hvordan Minecraft kan bruges i forbindelse med læring i skolen. At hele Danmark nu ligger som en virtuel verden i størrelsesforholdet 1:1 i Minecraft betyder, at man frit kan bevæge sig rundt i Danmark, finde boligområder, bygge til og rive ned som man også kan i en hvilken som helt anden Minecraft-verden. Ifølge Thomas åbner det op for forløb i blandt andet historie og samfundsfag.

- Det giver os rigtig mange muligheder for at udforske Danmark. Eleverne kan være med til at definere samfundet ved eksempelvis at bygge nye huse og bygninger. Man kan også finde nogle lokalområder, udforske dem og arbejde på at forbedre dem. Man kunne lave nogle forløb om byfornyelse.

På denne hjemmeside kan du læse mere om, hvordan du kommer i gang med at spille.

Gengivelsen af Danmark i 1:1 er i første omgang tilgængelige frem til d. 23. oktober 2014.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar